Sådan får du en god ferie! 7 ting, der er gode at huske!

Sommerferien står for døren, og igennem årene har jeg i mit arbejde op til ferien mødt bekymrede forældre, kærester og ægtefæller, der frygter ferien. Og ligeledes møder jeg efter ferien ofte den samme gruppe med bristede drømme, fordi ferien ikke blev det, de havde håbet på.

 

Derfor har jeg lavet denne lille guide med enkle råd til, hvordan man selv kan bidrage til at ferien bliver god.

 

 

1. Husk at det er ferie, så lad arbejdet ligge!

I en verden, hvor vi er til at få fat i online 24x7x365, bliver det endnu mere vigtigt, at vi er bevidste om at få vores pauser.

 

Så hold ferie, når du har ferie!

 

Måske har du en arbejdsfunktion, hvor det kan være svært helt at være ”under radaren” i 3 uger, men så lav aftaler med dine kollegaer om i hvilke tilfælde du kan kontaktes og aftal gerne dag/tider, så du kun er til rådighed der. På den måde kan du selv ”gå ind og ud” af kontakten med arbejdet i stedet for at blive ”hevet” ind, mens du er i gang med noget andet.

 

Er du leder er det en kærkommen lejlighed til at give dine medarbejdere lidt mere ansvar, mens du er på ferie.

 

 

2. Udskift skal/bør med ”har lyst til”

Alt for mange mennesker vil gerne nå en masse i ferie. Måske har man familie, der bor andre steder, som skal besøges. Måske skal sommerhuset males, eller gulve slibes.

 

Og det er jo rart, når der er tid til den slags, og nogle slapper ligefrem af ved at have god tid til det, men husk at der skal være balance mellem skal/bør og ”har lyst til”.

 

Vi lever i en verden, hvor vi ofte har en masse vi skal eller bør – og hvis ferie, skal være et sted, hvor vi lader op, så er det vigtigt, at vi husker på også at foretage os ting, vi har lyst til; læse en bog, ligge i sofaen og se serier, slappe af på en solstol, spille spil, hygge med venner, eller hvad det nu engang er, du finder rart og lystbetonet.

 

 

3. Respekter grænser hos andre og dig selv - og tag konflikterne, når de opstår!

Vi vil ofte strække os langt, for at det skal være hyggeligt og rart. Og det ER en god idé at gøre sig umage og være rummelig, men bagsiden er, at vi lige så ofte kommer til at overskride vores egne grænser for fællesskabet skyld – og lidt kan vi godt tåle, men gør vi det for meget, så vil vi til sidst være så utilfredse, at vi enten vender det indad (og bliver kede af det) eller vender det udad, og det ender måske i en konflikt.

 

Når vi er flere sammen på ferie, så er det forventeligt, at vi ikke alle vil det samme på det samme tidspunkt, og forventeligt at der kommer konflikter undervejs. Det kender vi også fra hverdagen, men ferien synes mere ”hellig”, så mange opfatter det som en falliterklæring, når ferien ender i et skænderi.

 

Tag det som en anledning (når der igen er ”fredstid”) til at få talt sammen om jeres forventninger til hinanden på ferien og søg løsninger, der respekterer hinandens grænser.

 

Det er allerbedst at have afstemt forventningerne til hinanden, INDEN I holder ferie. Det er jo ikke svært at få øje på, at hvis den ene med ferie mener ”Ligge i solen og læse bøger” og den anden med ferie mener ”Aktivferie”, og de ikke har talt om det inden – ja, så ender det på et tidpunkt i en konflikt….

 

 

4. Stil dig spørgsmålet: ”Skal i dag være en god dag eller en dårlig dag?”

En amerikansk psykiater interviewede for år tilbage en buddhistisk munk, som altid blev opfattet som glad.

 

Han spurgte ham: ”Hvordan bærer du dig ad med altid at være så glad?” og munken svarede: ”Hver morgen stiller mig selv spørgsmålet ”Skal i dag være en god eller en dårlig dag?”, og jeg plejer at svare ”God!” ”

 

Det kan jo umiddelbart lyde meget enkelt og måske for en vestlig hjerne en smule naivt. Men faktum er, at jo mere bevidste vi er om den tilgang, vi har til dagen og til andre mennesker, jo mere sandsynligt er det, at vi kan præge retningen.

 

 

5. Det behøver ikke være dyrt, for at være godt!

Mange mennesker vil gerne ud og opleve verden. Det giver gode minder at tale sammen om senere. Når man spørger ind til folks oplevelser (og dette gælder især børn) om, hvad de husker som det bedste ved ferien, så er svaret ofte: ”At jeg var sammen med min familie!”

 

For børnene er det oftest nærværet og hyggen, der gør en god ferie! En daglig slentretur hen til en isbod (med efterfølgende is) sammen med en man holder af har mindst lige så stor værdi på det menneskelige plan som at rejse verden rundt.

 

Det er klart, at det gør en forskel, hvor store børnene er, når man rejser, men husk at det ikke behøver at være dyrt for at være godt!

 

 

6. Drop drømmen om den perfekte familieferie!

Fordi vi bruger så meget af vores tid på arbejdet, får vores ferier sammen med børn, søskende, familie og venner høj status, og vi sætter derfor ofte barren alt for højt.

 

Så sænk ambitionsniveauet og husk, at når mange mennesker er sammen i mange timer ad gangen, så opstår der konflikter; nogle bliver sure, nogles behov bliver ikke dækket, nogle har svært ved at klare varmen, nogen er sultne, tørstige eller trætte. Og husk at det er forventeligt og IKKE et udtryk for, at det ikke er en god ferie, men måske et udtryk for, at I skal sænke tempoet og få slappet mere af.

 

Når vi tager på ferie – både, når vi holder den hjemme, eller hvis vi rejser, så ændrer vi på vores vante hverdag – og det er jo ofte det vi, voksne, forbinder med noget nyt, berigende og spændende! Men hvis vi rejser med børn, så kan det godt være, at de glæder sig til ferien, men de er ikke lige så glade for forandringer, som voksne – måske fordi de ikke har ”kontrollen” i forandringen.

 

Og hvis de voksne så oveni er stressede, fordi der skal vaskes, pakkes, osv., så bliver børnene ofte mere urolige og utidige – og så er det starten på en dårlig oplevelse for alle.

 

Så vær opmærksomme på hinanden og sænk tempoet!

 

 

7. Flere generationer under samme ferietag

Mange vælger at tage på ferie sammen med voksne søskende, bedsteforældre, fætre, kusiner, niecer, osv. Det stiller særlige krav til rummelighed, grænser og forventninger. Og noget, der ellers kunne være hyggeligt ender nogen gange med at blive en meget anstrengende affære.

 

Så tal inden ferie om jeres forventninger til hinanden og døgnrytmen. Små børn vågner ofte tidligt, men skal sove i løbet af dagen. Teenagere sover ofte længe og er tilsvarende længe oppe (og larmer måske, når andre vil sove).

 

Aftal f.eks. at I vil samles og spise frokost eller aftensmad sammen – men drop måske at spise morgenmad sammen (med mindre at alle er morgenmennesker).

 

Aftal, hvornår på dagen, der er brug for pauser og evt., hvad dem, der ikke har brug for en middagslur, kan lave i stedet, så de, der har brug for ro, kan få det, og de, der har brug for aktivitet, kan få det.

 

Tal sammen om det og lav gode aftaler, hvor I respekterer hinanden.

 

Denne artikel er jo på ingen måde udtømmende for emnet, men jeg håber, at den har sat gang i tankerne!

 

Som afslutning ønsker jeg alle en god ferie! Håber, at den må blive, som du/I ønsker!

 

Mia Højlund Iversen

Copyright ©

Being – 21. juni 2018